Bryllupsfoto
Se priser, og find en guide til bryllupsfoto under billederne.
10.999kr.
Halv dag - ca. 5 timer
Jeg er ved kirken i god tid og fotograferer, når gæsterne ankommer, vielsen, lykønskninger, riskast og alle de andre elementer. Bagefter tager vi hen til et sted, vi har aftalt på forhånd, hvor vi i løbet af en times tid laver jeres portrætter. Til sidst tager vi til receptionen, hvor I kan skære kage for og hygge jer med gæsterne. Imens har jeg mulighed for at tage stemningsbilleder af selskabet.
I får mellem 80-100 færdigredigerede fotos i denne pakke.
19.999kr.
Hel dag - fra start til brudevals
Jeg er med jer hele dagen; fra I gør jer klar, til I har danset brudevalsen. Når jeg er med hele dagen, er det en unik mulighed for at lave en samlet fortælling om dagen. Ved at komme helt tæt på begivenhederne kan vi for alvor vise de øjeblikke, når følelser og begivenheder smelter sammen. Det er grundstoffet som skal til, når man skal fange det fantasiske billede.
I får 150-200 færdigredigerede fotos i denne pakke.
Anbefalinger: Det siger brudeparrene
Guide til valg af bryllupsfotograf
Kend dine præferencer, og find den bedste bryllupsfotograf
Jeg fotograferer hele tiden bryllupper. Derfor har jeg været en del af forberedelserne og bryllupper en masse gange. Men for et par, som hverken arrangerer bryllupper eller booker fotografer på daglig basis, kan det være lidt uoverskueligt at finde rundt i hele bryllups-manegen.
Derfor har jeg lavet denne guide som kan hjælpe med gode råd og tips til, hvordan processen forløber, og hvordan man bedst finder en god bryllupsfotograf.
Der er kæmpe forskel på brudepars forestillinger om, hvordan deres bryllupsbilleder skal se ud. Nogle har en relativt fast idé om, hvilken stil de går efter. Andre lader det gerne være helt op til fotografen. Men uanset, om du har gjort dig mange tanker om det stilistiske udtryk i jeres bryllupsbilleder eller ej, kan det være en god idé at finde ud af, hvad I reelt set synes er pænt.
Det vil nemlig i sidste ende betyde, at I får bryllupsbilleder, som passer til jeres smag.
Der findes forskellige stilarter indenfor bryllupsfotografiet, som I kan undersøge nærmere. Når I har kigget på eksempler på de forskellige stilarter, kan I måske nemmere kommunikere med fotografen om, hvordan I gerne vil fotograferes.
Dokumentarisk fotojournalistisk bryllupsfoto
Fordele og ulemper – ultra kort
Fanger de spontane situationer.
Brudeparret skal ikke stille sig op og posere.
Fotografen er fluen på væggen.
Skaber en visuel fortælling som en billedreportage.
Ikke så traditionelt.
Svært at forudbestemme, hvor mange portrætter osv. der bliver taget.
Dokumentariske bryllupsfoto kaldes også for fotojournalistisk bryllupsfoto. Genren er groft sagt det modsatte af opstillede bryllupsbilleder og faste konventioner om, hvad bryllupsbilleder er. En fotojournalist er fluen på væggen og tager reportagebilleder, hvor fotografen ikke tager en aktiv rolle for at få ting til at ske. I bryllupssammenhæng vil det sige, at man som fotograf går efter at vise de ægte og rå følelser, som kommer frem under et bryllup.
Opstillede portrætter, hvor f.eks. gommens familie står på den ene side af brudeparret og brudens familie på den anden, er ikke normalt en del af repertoiret for en fotojournalist og heller ikke når det handler om et bryllup.
En fotojournalist er god til at fortælle historier visuelt. Det betyder, at når et bryllup er fotograferet på en dokumentarisk eller fotojournalistisk tilgang, har fotografen mulighed for at sætte sig meget personlige præg på billederne. Du kan se mange flere eksempler på denne form for bryllupsbilleder her hos wpja.com.
Portrætter og bryllupsbilleder
Fordele og ulemper – ultra kort
Brudepar ved, hvad de får.
Fotograferingen varer et afmålt stykke tid.
Fotograf styrer, hvad der skal ske.
Gode portrætter kræver indlevelse og posering.
Tiden er altid knap til et bryllup og portrætter tager tid
Modsætningen til den fotojournalistiske stil (også ret groft stillet op) er de portrætbårede bryllupsbilleder. Billederne tager udgangspunkt i, at brudeparret stiller sig op og posere forskellige steder. Det kan både være ved kirken, på en forudbestemt location eller i et studie. Her vil fotografen typisk fortælle parret, hvordan de skal stå, hvordan de skal holde om hinanden osv. På den måde har fotografen styr på, at de portrætter, som på forhånd er blevet aftalt, også kommer i kassen. Det giver en sikkerhed for brudeparret, at de ved, hvad de får.
Nogle synes også, at det er rart, at fotograferingen varer et afmålt stykke tid – typisk omkring en time. Så har de resten af dagen til at nyde deres bryllup, uden at fotografen knipser løs omkring dem hele tiden.
Men portrætter er ikke nødvendigvis en nem disciplin. For at opnå et godt resultat kræver det, at fotografen formår at få parret til at slappe af. Faren ved opstillede billeder er, at de kommer til at ligne præcis dét – nemlig opstillede billeder. Vi mennesker er eksperter i at afkode ansigtsudtryk. Derfor lurer vi på et splitsekund, hvilke følelser personer på et billede udtrykker. Med andre ord: Er brudeparret ikke helt veltilpas, er der risiko for, at det også kan ses på billederne.
I det tilfælde, at der er sat en time af til portrætfotograferingen, kan tiden i sig selv virke stressende. Der går lynhurtigt tid med at sige hej til et par gæster, måske skal en bil parkeres, brudekjolen er svær at gå med osv… Der er virkelig mange ting, som alt samme tager tid fra selve fotograferingen. For tit skal brudeparret være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt efter fotograferingen. Og det har naturligvis forrang. Det betyder, at portrætterne måske kommer til at få lidt hastværk over sig.
Forskellige stilarter giver de bedste bryllupsbilleder
Min erfaring er, at mange brudepar gerne vil have en kombination af stilarterne. Det kan f.eks. være en kombination af det fotojournalistiske og portrætter. Fluen på væggen-tilgangen fanger glæden på dagen og viser, at brylluppet er en fest med mange følelser, kombineret med en portrætsession, hvor brudeparret bruger tid på at få lavet de gode portrætter.
Få international inspiration til bryllupsbilleder, og oversæt til danske forhold
Mange brudepar finder inspiration på nettet. Både når de leder efter fotografer og kigger efter inspiration til deres egne bryllupsbilleder. Det kan være en rigtig god måde at finde ud af, hvordan bryllupsbillederne kan komme til at se ud. Bryllupsfotografi er en stor branche i f.eks. USA, så derfor støder man måske på en del amerikanske billeder. Her kan man sagtens finde god inspiration til opstillinger, poseringer og gode måder at få taget sine billeder. Men mange af de billeder er måske tager under helt andre lysforhold, end hvad der typisk er normen ved et bryllup i Danmark. Det hårde lys fra solen på en dansk sommerdag giver andre muligheder end solnedgangsbilleder i et episk og storslået amerikansk naturreservat.
Hvis billederne f.eks. skal tages i et blødere lys vil det i en dansk sommerkontekst betyde, at fotosessionen skal foregå på samme tid, hvor middagen typisk finder sted. Eller sagt med andre ord, solnedgang og danske sommerbryllupper kan være svært forenelige størrelser. Det er bestemt muligt at tage den slags billeder, men der vil ofte være nogle logistiske udfordringer, som skal løses først.
Hvis I har specifikke ønsker til location eller har set et særligt billede, som fotografen skal lade sig inspirere af, er det derfor en god idé at vende muligheden med en fotograf. Gerne et pænt stykke tid forinden. Fotografen vil hurtigt kunne vurdere, om lige præcis den location og tidspunktet på dagen kan give det ønskede resultat.
Find en masse bryllupsbilleder på nettet som inspiration.
Tænk over, hvilken stil du kan lide.
Find en fotograf, og fortæl, hvilke ønsker du har til dagen og billederne.
Sørg for at have afstemt forventninger.
Find en fotograf, hvor du føler, I har den rette kemi.
Pris for en bryllupsfotograf
Ligesom bryllupper har forskellige budgetter, kan du finde bryllupsfotografer i mange forskellige prislejer. Men før I lægger jer fast på et budget, er der et par ting, I kan overveje først.
Hvad er vores behov?
Helt generelt kommer prisen an på, hvor længe fotografen skal være med på bryllupsdagen. Mange fotografer har en fast pris for fast definerede fotopakker. Det kan være en lille pakke, hvor fotografen f.eks. er med i kirken og efter vielsen tager portrætter af brudeparret. Og i den anden ende af spektret kan fotografen være med fra bruden gør sig klar inden vielsen og følger parret, indtil brudevalsen er overstået, eller indtil festen slutter.
Det kan nogle gange være lidt svært at gennemskue de forskellige prissammensætninger. Nogle fotografer leverer et fast antal billeder og tilbyder tilkøb, hvis man vil have flere billeder. Andre fotografer sender alle billederne fra dagen, hvor et mindre antal er redigerede, og resten ikke er.
Det kan virke som en fristende og indlysende tanke, at flere billeder fra bryllupsdagen er bedre end færre billeder. Men der er alligevel et par argumenter, som jeg synes, taler for ikke at få alle billeder fra dagen:
En fotograf tager mange billeder for at komme frem til dette skud.
I har valgt en fotograf, fordi I har tillid til, at vedkommende kan forevige jeres bryllup. Hav derfor også tillid til, at fotografen kan vælge de rette ud efterfølgende.
Hvis I skal vælge billeder ud fra en pulje af flere tusinde fotos, kommer det til at tage virkelig langt tid.
En stor del af en fotografs arbejde handler om at vælge billeder ud. Fotografen er med andre ord trænet i at spotte de bedste billeder.
Find den rette pris for bryllupsfoto
I mine øjne ser den bedste og nemmeste prisstruktur således ud:
Foto af et heldagsbryllup vil give en pulje af billeder på den gode side af 2000 billeder. Den pulje kan skrabes ned til maksimalt et par hundrede. De fotos viser alt fra forberedelser, vielse, reception, portrætter, fest osv. I de billeder har man mulighed for at gengive dagen i detaljer og uden, at det bliver kedeligt at se på.
Brug denne huskeliste, når du skal finde din bryllupsfotograf
Vær ude i god tid. Der er mange bryllupsfotografer, som har booket kalenderen langt frem i tiden. Bryllupssæsonen i Danmark går som regel fra april til og med august. Der er naturligvis masser, som bliver gift uden for højsæsonen, men den store efterspørgsel efter fotografer finder mand mellem april og august. Og vil du vælge mellem de bedste fotografer, skal du derfor være ude i god tid.
Tal dagen igennem med fotografen. Du behøver ikke at kende bryllupsdagens forløb ned til hvert minut, men tal med fotografen om dagen i store træk. En god huskeregel er, at man som regel kan nå færre ting på sin bryllupsdag, end man har lyst til. Gæster, venner og familie har sjældent samme følelse af, at dagen skal følge et bestemt tidsforløb. Hvilket jo sådan set er en god ting, for de er jo med til dagen for at hygge sig og have det dejligt. Det betyder bare, at de f.eks. ikke altid skynder sig at komme fra kirke til reception. Hvis vejret er godt, og de står og hygger sig efter vielsen, kan der gå lidt ekstra tid med det. Der er mange flere eksempler på tidsrøvere på en bryllupsdag. Hav det med i tankerne, når du lægger planen for, hvor lang tid I skal bruge på f.eks. bryllupsportrætterne.
Hav en fast aftale om levering af billeder. Det er ærgerligt at finde ud af efter brylluppet, at I får et andet resultat, end I troede, aftalen gik ud på. Billeder bliver som regel leveret som digitale filer. Nogle fotografer har som en del af leverancen inkluderet udprintede versioner af billederne. Men I kan ikke regne med, at få fremkaldt jeres billeder, uden at det koster ekstra.
Bryllupsfotograf på Sjælland
Skal I giftes på Sjælland, kan der være god ræson i finde en fotograf, som også holder til på Sjælland. Så slipper I for at skulle betale ekstra for transportudgifter til bro eller færgeoverfart.